Så er de første 100 dage gået siden vi fik en socialdemokratisk ledet regering, og selvom de har været præget af den borgelige presses "opmærksomhed" på visse ministre, så er der rent faktisk også sket noget politisk. Fremrykningen af investeringer til 18 mia. loftet på 3500 kr. for selvvalgt uddannelse afskaffes pr. 1. april 2012 og der er lagt op til treparts forhandlinger i foråret. Samtidig er der afsat 65 mil. til imødegåelse af social dumping.
I LO - Esbjerg, Billund og Vejens dækningsområde er det med glæde vi kan konstatere at, Bjarne Corydon, Soc. og Henning Hyllested, Enhedslisten opstillet i Esbjerg kredsen, Troels Ravn, Soc. fra Vejen og Karina Lorentzen Dehnhardt, SF ligeledes fra Vejen blev valgt til folketinget. Et stort tillykke med det, vi glæder os til samarbejdet.
I LO ser vi positivt på det regeringsgrundlag der danner rammen for den kommende tids politiske arbejde. Det peger den rigtige vej og gør op med 10 års borgerlig hærgen og mistænkeliggørelse af alle der på en eller anden måde er på overførselsindkomst.
I stedet for den tidligere regerings defensive politik, er det eneste anstændige svar for fastholdelse af et velfærdssamfund, en fremrykning af offentlige investeringer der kan være med til at sætte hjulene i gang, samtidig med effektiviseringer i den offentlige sektor. Et andet overset element der kunne skæppe godt i statskassen var, at man med stor fordel kunne kigge på, hvordan man forbedrede arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser, her er utrolig mange penge at hente.
Der er nok ingen i Danmark der ikke er klar over de store udfordringer vi har, men i stedet for nedskæring på nedskæring, som vi tidligere har set, må vi finde de løsninger der peger fremad, og på en måde der tager hånd om de svageste, og ikke som tidligere hvor det var for at tilgodese den bedst stillede del af befolkningen.
De første 100 dage er nu gået, og hvor det tidligere har været sædvane at en ny regering har været "fredet" i de dage, har vi i stedet oplevet en helt utrolig hetz mod alt hvad de har foretaget sig.
Vi håber regeringen nu får lidt arbejdsro så det politiske bliver det man dømmer regeringen på. Vi er overbevist om, at vi har fået en regering der vil arbejde for Danmark, og ikke kun de velbjærgede som vi har set under 10 års borgerlig hærgen.